Spise isens historie går meget langt tilbage. Der med vil jeg ikke påstå, at Adam og Eva har forfrisket sig med spise is, men over dens tidligste historie ligger dog et slør. Sådan, som vi som børn ikke kunne modstå at slikke på en istap, har vore forfædre også haft det. Denne nydelse har dog kun været mulig for dem om vinteren, når det frøs. Men ønsket om også at kunne opnå denne nydelse om sommeren må have været stort. De havde erfaret, at frugt og nedlagt vildt kunne holde sig frisk længe, når det blev lagt ned i jordspalter. Disse er i grunden køleskabenes forgængere. Man fik også den ide at lagre sne og is i jordspalter og huller. Ved at tildække disse med jord og løv havde man is i den varme årstid. Man kan bevise, at kineserne allerede for mere end 5000 år siden kendte tilberedningen af spise is. Ganske vist var det ikke is i nutidens form, det må have været kølet frugtsaft eller moser frugt, der var tilsat sne eller is stykker.

Allerede omkring år 1000 før vor tidsregning var kølig drikke og is spiser meget estimerede. Således skal Kong Salomon have gjort sig til gode med snevand, der var tilsat safter fra kostelige frugter. Til sødning anvendtes hovedsagelig honning eller særlig søde frugter. Som smagstilsætning brugte man krydderier som kanel, ingefær og koriander. Man benyttede også viol eller rosenvand som smagstilsætning. Denne spise is har været en slags sorbet, der blev fremstillet af fint skrabet rå is og tilsat hakkede dadler og figner, ofte desuden med rosiner og tørrede frugter.

I det 16. århundrede menes den fønikiske kongesøn Cadmus at have hellenerne tilberedningen af kølige kosteligheder. Den bekendte græske læge og lærde Hippokrates gjorde sine elever opmærksomhed på spise isens særlige virkninger på mennesket. Han forordnede is for forskellige sygdomme og anbefalede især de græske mænd at spise is, da dette øgede "livs safterne" og velværet.

Forskellige romerske forfattere som Virgil, Horats og Plinius omtaler spise isen i deres skrifter. Det er bekendt, at man ad søvejen hentede store isblokke fra Norden og bragte disse til Rom, hvor de blev gravet ned. Denne is blev benyttet til at køle vin og spise is lignende masser med. Det bliver aldrig opklaret, om man har tilsat forfriskninger, der er pisket af rå is, frugt, frugtsaft, mælk og honning, eller om man har drejet lerfad i sne og rå is. I disse lerfade fyldte man en blanding af mosede frugter og honning og frøs denne blanding for at få sorbet, som vi kender den dag. Man kan se, at begge metoder benyttedes i tidligere tider; man har tegninger og stik af fremstillingen. Kejser Nero, der var en stor is elsker, hentede is fra Alperne gennem stafetter. Særlig glad var han for sammenrør sne, honning og frugtmarv.
Ved udgravninger i Pompeji har man konstateret, at der fandtes is konditorier. Da senere Marco Polo, den berømte søfarer og opdager, efter en sørejse fra Kina gik ud og ind hos landets store, tog spise isens popularitet et brat opsving, for Marco Polo havde medbragt en opskrift på tilberedningen af frugt og mælkespise is.
Dermed blev is spiserne ved hofferne den store mode; ingen ville stå tilbage.

Da prinsessen af Firenze, Catharina af Medici, i 1533 giftede sig med Henri de Valois, den senere kong Henrik II af Frankrig, medbragte hun fra sit italienske hjemland foruden kokke, tjenestepiger og tjenere en is maskine, en såkaldt "Gèlatiere". Man ved, at der til dette bryllup blev serveret forskellige is spiser. Dermed begyndte i Frankrig spise isens sejrstogt, og lidt efter lidt forplantede ideen sig til hele Europa.